23.06.21 en skøn anmeldelse fra tidligere bibliotekar, Finn Stendevad-Nielsen:
La Belle epoque kaldes tiden fra ca 1870 til første verdenskrigs udbrud. Den kaldes den smukke, gode tid, hvor verden endnu ikke var gået af lave, hvor verden endnu var sund og rask, ”Verden af i går”, som Stefan Zweig kalder den, i sin dejlige erindringsbog. Det er denne tids farende folk, Joan Dansberg skildrer i sin bog. Her får man et hård, barsk og dog kærlighedsfuldt portræt af tiden. Bogen lægger mange nuancer til opfattelsen af denne tid. Korporlig afstraffelse var en naturlig ting, usunde boliger, økonomiske afsavn og mangler, var den hverdag, der mødet de fleste på bunden, og det var de ”rejsende”, som de selv kaldte sig, i høj grad. Ofte var det end ikke fra hånden og i munden i det daglige. Det var en kamp for overlevelsen.
Joan Dansberg skildrer dette liv, i armod, med usunde boliger fyldt med utøj og fugt, das med rotter osv, men hvor man alligevel holdt fanen højt, på bedste vis, men varme, loyalitet, indlevelse og indforståelse. Hun udleverer ingen, på noget tidspunkt.
Takket være familiens Steckels stærke kvinder, lever og overlever familien Schmidt. De får, kan jeg røbe, deres egen cirkus, som de rejser med til op i 1950erne.
Man må ønske, Joan Dansberg får lyst og økonomiske muligheder for at følge familien helt til dørs, mindst til Helenes død i 1957. Det fortjener alle parter.
Tusind tak for en god og indfølende skildring og held og lykke med en fortsættelse.
Tusind tak for oplevelsen
