Anmeldt af Jørgen Lorenzen
Bogens store fortjeneste er, at den giver et ægte, troværdigt billeder af de mennesker, som førte – og som fører – cirkustraditionen videre. Et stort trut til Joan!
Det var historieforfatterne Palle Lauring og Thorkild Hansen, der som de første i moderne tid fandt på at skrive bøger, der var baseret på grundig research og kildestudium, men som samtidig åbnede for, at fantasien spillede med i fremstillingen, Resultatet blev en blanding af fiktion og sagprosa. Man kaldte den ny genre for dokumentarisme eller halvdokumentarisme. Formidling af historisk stof blev pludselig hvermandseje, og den nye genre fik et bredt publikum – var ikke kun læsning for forskere og nørder.
Genren blev uhyre populær og har bredt sig til TV og teater, hvor en historisk fortælling kan krydres med fantasi og videredigtning. Det er godt for historieskrivningen, det er godt for læserne og seerne, og det er godt for alle, der vil holde fast i kulturarv og tradition. For vi er historiske væsener, og vi forstår først os selv, når vi forstår, at vi står på skuldrene af dem, der levede før os. Historien er ikke kun for bogorme og inkarnerede forskere. Den vedrører os alle, for den handler om os, og den er en del af os.
Joan Dansbergs to romaner fra cirkusmiljøet føjer sig fint ind i den tradition, som kaldes for dokumentarisme. Der er en historisk kærne, men den er omgivet af fiktive træk. Hendes første bog Bag portieren udkom i 2021, og nu udkommer Et trut for livet – 2 år senere. Bøgerne kan læses hver for sig, men det giver en dybere forståelse, hvis man læser begge to i kronologisk orden.
Bøgerne baserer sig på Irma Altenburgs erindringer. Joan Dansberg har suppleret med meget grundige kildestudier og med erindringssamtaler med de nulevende, som er en del af slægten. Spændende har Irma Altenburgs liv været: krydret, dramatisk, trist og flot, men altid storslået. Et trut for liver slutter slægtssagaen i 1962, men der er nulevende, som fører hendes liv videre. Og i Et trut for livet møder læseren en perlerække af personligheder i cirkus og showbusiness. Nulevende har læst om dem før, set film og billeder – og måske set og mødt dem i levende live.
Fremstillingsformen er den, at Joan Dansberg ridser en situation op. Et miljø, et replikskifte, en sansning eller en scene – som fører ind i en karakteristik af en person eller personkreds og man følger enkeltpersonernes liv i glæde og sorg, i lyst og nød.
Og Joan Dansberg fortaber sig ikke i detaljer. Hun undgår alenlange avisanmeldelser af forestillinger. Der er kun en enkelt anmeldelse – fra Helsingør Dagblad, 19. juli 1930. Der er heller ikke lange præsentationer af cirkusprogrammer eller forestillinger. Ingen opremsning af, hvem der var med og hvornår. Kun når det skønnes relevant, dykkes der ned i enkeltforestillinger. Det bliver ved eksempler – og appetitvækkere. Bogen er skrevet med en stram, progressiv styring af stoffet, så man følger slægtens gang op gennem tiden. Og slægtstavler bag i bogen hjælper læseren til at holde fast, hvis det store persongalleri bliver flimrende.
Bogens helt store fortjeneste er, at den giver et ægte, troværdigt billeder af de mennesker, som førte – og som fører – cirkustraditionen videre. Nemt har det aldrig været. Det har været en stadig kamp mod sult og fattigdom, ofte op ad bakke, fordi omverdenen ikke altid har kunnet forstå, hvad de gjorde og ville. De var ofte i vejen eller til besvær. Og vanskeligt har det været. En – til tider næsten daglig – kamp for det daglige brød. Besværligt med de mange børnefødsler. Og fattigdom og sygdom følges altid ad. Og et par steder antydes, at alkohol for enkelte har været en flugt. Besværligt har det også været med den gamle, patriarkalske familieorden, hvor papa bestemte alt – også hvem døtrene skulle være kæreste med. Men de stærke kvinder gør oprør i bogen – og minder os om, at det var de stærke kvinder i cirkus, der overlevede, gjorde oprør – og førte traditionen videre. Og sådan er det faktisk op gennem cirkushistorien, som er fyldt med stærke, selvstændige kvinder – også i dag.
Det autentiske i borgen viser sig, når man læser, hvordan disse stærke mennesker overlever. De giver aldrig op. De taber aldrig deres værdighed. De beklager sig sjældent. De finder ud af det. De holder sammen. De vil livet og de vil hinanden. Rejselivet og cirkus og gøgl er gået dem i blodet. Og de er stolte bærere af den tradition.
Irma og Carl Altenburg er rygraden i persongalleriet. Deres liv førte både til tivoli og til cirkus. Irma var artist, men hun kunne også mestre mange instrumenter. Carl var kapelmester. De ernærede sig som gårdsangere og gadesangere (som vist ikke er helt det samme!), og de spillede i varieteer og i cirkus og arbejdede sig fra trange kår, vel nærmest fattigdom, frem mod velstand, inden de som ældre fravalgte rejselivet og blev ”private” – en betegnelse for alle os, der ikke bor på hjul og ikke rejser en stor del af året. De slutter livet som folkepensionister – mætte af cirkuslivet.
Irma og Carl måtte slippe cirkuslivet. Irmas 3 brødre blev stiftere af to cirkus, cirkus Brdr. Schmidt og cirkus Louis, der til og med 1967 videreførtes i skikkelse af cirkus Vivi. Klovnen Gugele var den ene af de tre brødre, og sammen med sin kone Dina turnerede familien som artister. Et af parrets 4 børn, Freddi Steckel, er stadig aktiv som artist – med sine 73 år vist nok Danmarks ældste aktive artist.
Cirkus går aldrig ind. Den enkelte artist og hvert eneste menneske må finde sig i, at livet har sin tid – kortere eller længere. Men cirkus fortsætter.
Irma og Carl Altenburg må glæde sig i deres grav over, at deres rige liv endelig bliver skildret for et større publikum.
Et stort trut til Joan!
